
Fredag aften blev Klemensker forvandlet til et sydlandsk festfyrværkeri, da Zididada indtog scenen på Klemens Kro. På trods af snevejr flere steder på øen, var der intet, der kunne køle stemningen ned indenfor, hvor publikum blev mødt af varme rytmer, smittende energi og en perlerække af hits.
Koncerten var den hidtil største på kroen i samarbejdet mellem Musikhuzet og Klemens Kro – en del af Zididadas koncept Under den Evige Sol. Og netop solens evige skær har været et mantra for Zididada siden deres start i 1999. Med sange som Zididada Day, Prinsesse og SommerSang blev der skrålet, danset og festet i lokalet, hvor stemningen var i top fra første tone.

Frontmand Jimmy Bacoll, bedre kendt som Jimsen, var som altid i hopla. Med sin karakteristiske stemme, sit store nærvær og sin evne til at engagere publikum, beviste han, hvorfor Zididada fortsat er et af Danmarks stærkeste livebands. Koncerten bød også på mere melankolske øjeblikke med sange som Happy Fool og Don’t Believe, men det var de livsglade hits, der fik taget til at løfte sig på Klemens Kro denne aften.
Aftenen var endnu et bevis på, at Musikhuzet og Klemens Kro sammen kan skabe uforglemmelige koncertaftener i hjertet af Bornholm. Og som Zididada selv siger det: “Everyday is a holiday!”