Update Bornholm

Writers Round i Raschs Pakhuz: En aften med Glimtvis og Kasper Buch

Fredag 31. oktober klokken 20.00 inviterer Raschs Pakhuz til en særlig Writers Round-aften med Glimtvis og Kasper Buch – to markante navne på den danske musikscene, der begge formår at forene stærke tekster med nærvær og musikalsk nerve.

Glimtvis bevæger sig i et musikalsk grænseland mellem skamløs pop, hudløst ærlig country og rockens rå energi. Deres vokaler og harmonier vækker mindelser om navne som Fleetwood Mac, The Civil Wars og The Common Linnets, mens deres arrangementer og instrumentering sender tankerne mod Lenny Kravitz, The Picturebooks og The Cardigans.
Resultatet er en lyd, der er både distinkt, genkendelig og helt deres egen. Duoen består af Rikke Egholm Ravn og Rasmus Pedersen, som tilsammen skaber et nærværende og autentisk udtryk, der rammer publikum lige i hjertet.

Kasper Buch, sanger og sangskriver fra Tønder, har rødder i den traditionsrige folkemusik, han er vokset op med på den legendariske Tønder Festival. Han har allerede markeret sig stærkt på den danske musikscene med to priser og sit andet fuldlængdealbum Working Hard.
Buchs sange udspringer af livets mange facetter – observationer, erfaringer, opture og nedture – altid leveret med et solidt melodisk fundament og ærlig fortællekraft.

Publikum kan se frem til en intim og stemningsfuld aften i Raschs Pakhuz, hvor sangskrivningen, historierne og musikken er i centrum.