
Godmorgen kære læsere og glædelig 1. søndag i advent!
Vi har længe været vidner til en tid præget af polarisering og hurtige nyheder, hvor konflikter og udfordringer fylder billedet.
Som ny chefredaktør for Update Bornholm er jeg derfor stolt af at kunne byde jer velkommen til et nyt medie, som vil gøre tingene anderledes.
Vores mål er at være en stærk stemme for konstruktiv journalistik på Bornholm – et medie, der ikke kun rapporterer om problemerne, men som i lige så høj grad ser mulighederne og fremhæver de løsninger, der findes omkring os.
Bornholm er et helt særligt sted. Øens samhørighed og lokale identitet er stærk, men vi står også med udfordringer, som kræver nytækning og fælles handling.
Vi vil være en platform for samtale, fællesskab, inspiration, nuancer og ikke mindst – tillid.
En tillid, der skal styrkes til hinanden og til de kræfter, der arbejder for Bornholms fremtid.
Vores journalistik vil fortsat være kritisk. Vi vil tage fat, hvor det er nødvendigt, og vi vil spørge ind til de vigtige beslutninger, som påvirker os alle. Men vi gør det med en klar ambition om også at se fremad og sætte fokus på løsningerne.
Hvordan kan vi sikre en bæredygtig udvikling af vores ø? Hvilke muligheder kan vi skabe for de unge, der vokser op her? Hvordan kan vi skabe et endnu stærkere sammenhold på tværs af lokalsamfundet?
Update Bornholm vil være en inspirerende og troværdig stemme, der bygger bro mellem forskellige synspunkter, og giver plads til dialog og nuancer.
Vi vil ikke kun se på, hvad der sker i dag, men også give plads til de idéer og initiativer, der kan forme Bornholms fremtid.
Vores skribenter vil møde vores kilder med åbenhed og respekt – ikke som modtsandere, men som partnere i en samtale, der skaber forståelse og løfter fællesskabet.
Så velkommen til jer, kære læsere.
Vi glæder os til at udforske øens berigende historier sammen med jer, til at bringe debatterne frem i lyset og til at skabe rum for de stemmer, som måske ellers bliver overset. Vores dør står altid åben for jer – kom forbi, skriv til os og lad os høre jeres tanker om, hvad I drømmer om for Bornholm.
Sammen kan vi bygge en stærkere og mere tillidsfuld ø.
Lad os tage rejsen sammen.
– Christina Hobel, Chefredaktør Update Bornholm