
I en tid hvor nybyggeri og modernisering dominerer, har Ekkodalshuset valgt at gå en anden vej. I stedet for at se fremad gennem fornyelse, har de set tilbage i historien og genetableret det originale Ekkodalshus, som det stod i 1935. Dengang blev stedet drevet af frøken Agnete Morgen Müller, i et år hvor både Elvis Presley og Dalai Lama blev født, og Caroline Mikkelsen blev den første kvinde til at sætte fod på Antarktis.
Siden 1974 har kun en del af den oprindelige bygning stået tilbage – kendt af mange som “kiosken”. I en forfatning, der ikke længere var bæredygtig, stod ejerne over for et valg: enten lukke den eller genetablere bygningen i sin oprindelige form. De valgte det sidste. Den historiske “Veranda”, som stedet dengang blev kaldt, er nu blevet genopført som både butik og café. Her kan besøgende fortsat købe fadøl, snacks, is samt kaffe og kage, ligesom det var tilfældet for 90 år siden.

Gennem de seneste 12 år har bornholmere bidraget med gamle billeder og minder fra stedet, og da Ekkodalshuset fejrede sit 120-års jubilæum for to år siden, blev det tydeligt, at stedet rummer en lang historie, der forpligter. Denne erkendelse førte til beslutningen om at bevare og genskabe frem for at modernisere.
Med respekt for tidligere generationer, der har skabt fundamentet for stedet, blev projektet sat i gang den 1. oktober sidste år. Et lokalt arkitektfirma tegnede bygningen ud fra gamle fotos, og med hjælp fra DIT TRÆHUS er den nu genskabt så tæt på originalen som muligt.

For at markere færdiggørelsen af projektet inviterer Ekkodalshuset leverandører, kunder, venner, naboer og alle med en relation til stedet til en uformel indvielse.
Arrangementet finder sted fredag 28. marts kl. 16:30 – 17:30, hvor borgmesteren klipper den røde snor. Ved åbningen vil også Elly Falkenstrøm være til stede – en tidligere medarbejder, der servicerede gæster i 1957.
Der vil blive serveret Genlyds-suppe, is og varme samt kolde drikke for at fejre denne historiske genfødsel af Ekkodalshuset.
