Update Bornholm

Travstemning, lokal stjernedeltager og spænding i luften: Bornholms Brand Park klar med årets første storløbsdag

Lørdag 17. maj kl. 18.55 går startskuddet til sæsonens første travaften på Bornholms Brand Park – og der er lagt op til en festlig og stemningsfuld oplevelse for både garvede traventusiaster og nysgerrige tilskuere.

Sidste års vinder Frøns Hjortshøj med Niels Kristian Hansen Fotograf :Torben Ager – Travfoto Bornholm

Af Louise Sabroe Ekholdt
Det traditionsrige Erling Rügge Memorial markerer årets første storløbsdag. Løbet køres til ære for Bornholms Travselskabs tidligere formand og er sponsoreret af Svaneke Bryghus, som igen i år viser stærk opbakning til det lokale travmiljø. Sidste års vindere, Frøns Hjortshøj og kusken Niels K. Hansen, er blandt favoritterne – og nu er spørgsmålet, om de kan tage den tredje sejr i træk.

Go On Hjortshøj med Niclas Steinlein Arkivfoto: Torben Ager – Travfoto Bornholm

I alt venter otte spændende løb, og publikum kan glæde sig til et særligt gensyn med den bornholmske jockey Niclas Steinlein.Er dobbelte danmarksmester og professionelle kusk hos Steen Juul vender tilbage til sin hjemlige bane, hvor han udfordrer de rutinerede kuske.

Aftenen byder desuden på en publikumsquiz og aktiviteter for børn, herunder ponytræk bag legepladsen samt åbne områder med legeplads og kæphestebane hele aftenen.

Der er også mulighed for at prøve lykken med spil på V65 og V4 – direkte fra mobilen, uden ventetid, og med automatisk indsættelse af gevinster. Har man brug for vejledning, står guider i grønne jakker klar til at hjælpe.

Sulten og tørsten kan stilles i Café Travbanen eller i kiosken, hvor der er et bredt udvalg af mad og drikke – oplagt til en hyggelig aften i godt selskab.

Bornholms Brand Park ser frem til at byde både nye og velkendte ansigter velkommen til en aften fyldt med fart, fællesskab og fornøjelser.