
Tilflytterservice Bornholm har netop udgivet deres årsrapport for 2024, som viser at 252 nye tilflyttere er budt velkommen til øen. Trods et stigende antal henvendelser fra potentielle tilflyttere, møder øen dog fortsat udfordringer – særligt på boligmarkedet.
Tilflytterservice i tal
I løbet af 2024 har Tilflytterservice modtaget 446 henvendelser fra personer, der overvejede at flytte til Bornholm. I 2023 var tallet 428 og i 2022 var der i alt 444 henvendelser. Af de 446 henvendelser Tilflytterservice har modtaget i 2024, har 252 taget springet og er blevet en del af øens fællesskab. Der har været en øget interesse for Bornholm fra børnefamilier, internationale tilflyttere og jobsøgende. 181 personlige møder har været afholdt med potentielle tilflyttere – både på Bornholm, i København og som online-møder.
Boligmangel bremser udviklingen
En af de største udfordringer for tilflyttere er at finde en bolig. Ifølge rapporten er der i øjeblikket omkring 100 lejeboliger taget ud af markedet på grund af renovering, hvilket skaber et massivt pres på boligmarkedet. Det kan, i følge Tilflytterservice, have en negativ effekt på Bornholms evne til at tiltrække nye beboere, især dem, der ønsker at flytte hurtigt.
Rune Holm, tilflytterkonsulent ved Tilflytterservice, påpeger i rapporten, at den begrænsede boligkapacitet har en direkte konsekvens for øens vækst:
”Bornholm kan, som resten af udkantskommunerne, mærke, at tilflytningen stagnerer. Samtidig tager det meget lang tid at få nye lejeboliger på markedet. Det skaber et ekstremt presset boligmarked, som virker som en stor hæmsko for at tiltrække tilflyttere til øen.”
Flere henvendelser og mere personlig rådgivning i 2025
Tilflytterservice har i følge rapporten ambitiøse mål for 2025. De forventer at modtage 450 henvendelser fra potentielle tilflyttere og afholde 175 rådgivningsmøder. Målet er, at 300 af de interesserede rent faktisk flytter til øen efter rådgivning. Desuden sigter Tilflytterservice mod at videreformidle 1.000 CV’er til lokale virksomheder.
Samtidig fortsætter indsatsen for at styrke samarbejdet med virksomheder og sikre en mere stabil boligforsyning, så nye tilflyttere har bedre muligheder for at finde et hjem.
Et andet fokusområde er rekruttering af international arbejdskraft. I 2024 har Tilflytterservice samarbejdet med Ystad og Sydsverige for at tiltrække kvalificerede medarbejdere til øens virksomheder. Initiativer som jobmesser og tilflyttercaféer har været en del af strategien for at forbinde jobsøgende med det bornholmske arbejdsmarked.
Bundrekord i antal indbyggere
Trods indsatsen fra Tilflytterservice havde Bornholm den 1. februar 2024 i følge Danmarks Statistik 38.966 indbyggere – det laveste antal i 124 år. Ikke siden før 1901 har Bornholm haft så få fastboende. En bundrekord, der kommer i forlængelse af Bornholms Regionskommunes fraflytningsanalyse, der undersøger årsagerne til fraflytning og giver forslag til, hvordan øen kan fastholde sine borgere og tiltrække nye.
Vil du læse rapporten fra Tilflytterservice Bornholm, kan den downloades her: Tilflytterservice Årsrapport 2024 – Næste Stop Bornholm