Update Bornholm

Tidsrejse i påsken: Middelaldercenteret i Østerlars byder hele familien velkommen

Bornholms Middelaldercenter i Østerlars har slået dørene op for en helt særlig oplevelse for både børn og voksne.
Til og med lørdag 19. april er der åbent hver dag fra kl. 11:00 til 16:00

Af Torben Kofod Ager – foto:Bornholms middelaldercenter

Gæster inviteres med på en tidsrejse tilbage til middelalderens Bornholm, hvor både stormandsgård og bondehuse danner rammen om et levende historisk univers. Aktiviteterne spænder bredt, så hele familien kan finde noget at glæde sig til.

Programmet byder blandt andet på kanonaffyring, bueskydning, kreative værksteder og børnevenlige rundvisninger. De yngste gæster kan hilse på søde lam og klappe de tamme geder, mens de voksne kan opleve autentisk middelalderhåndværk hos smeden og farversken – eller tage et kig i stegerset, hvor der tilberedes traditionelle retter fra fastetiden op til påske.

Påskeugen har i år særligt fokus på gamle traditioner og folketro. Blandt højdepunkterne er muligheden for at støbe sin egen amulet i ægte bivoks, høre middelalderlige legender om mirakuløse påskeæg, eller være med til at synge for æg – en gammel skik – og farve æg med løgskaller over åben ild.

Nyhed i år: Entrébilletten gælder alle åbningsdage i påsken, så gæster frit kan vende tilbage og opleve endnu mere.

Mere information og fuldt program findes på: www.bornholmsmiddelaldercenter.dk