Update Bornholm

The Quiggs tog publikum med på en rejse i folkesangens verden

Af Torben Severinsen
Det blev en stemningsfuld og nærværende aften, da The Quiggs tog publikum med på en musikalsk rejse gennem Sange fra Skotland og den vide verden. Duoen, bestående af ægteparret Stephen og Pernille Quigg, delte generøst ud af både sange, historier og humor – alt sammen spundet sammen med en tydelig kærlighed til folkesangen og dens fortællinger.

Foto: Allan Rasmussen

Med deres varme samspil og smukke vokale harmonier skabte de en særlig intimitet i rummet. Publikum blev ført gennem både gamle skotske ballader og nyere sange, som alle bar præg af duoens fine sans for melodi, stemning og det menneskelige nærvær i musikken.

Stephen Quigg, som mange vil huske fra den legendariske skotske folkemusikgruppe The McCalmans, viste med sin sikre stemme og lune fortællestil, hvorfor han er en bærer af den keltiske sangtradition. Sammen med Pernille Quiggs klare, udtryksfulde stemme opstod der et samspil, hvor både erfaring, nærvær og musikalitet gik hånd i hånd.

Foto: Allan Rasmusssen

Der blev både smilet, nynnet og lyttet, og flere gange kunne man mærke, hvordan salen blev helt stille, når tonerne ramte noget dybt og ægte. Det blev en koncert fyldt med varme, humor og fine fortællinger – en aften, hvor folkesangen viste sin tidløse styrke, og hvor sjælen ganske rigtigt nåede med.