Af Torben Kofod Ager
Bornholms Regionskommune igangsætter i de kommende uger en nødreparation af Tejn Mole for at sikre konstruktionen mod yderligere nedbrydning. Kommunen har konstateret mindre skader på dækstenene, der beskytter den indkapslede molekærne.

Der er ikke observeret tegn på udsivning eller alvorlige skader, men arbejdet gennemføres som et forebyggende tiltag. Målet er at stabilisere dele af molen, indtil en større miljøsanering sættes i gang i foråret 2026. Ifølge kommunen er der tale om almindeligt vedligehold, som ikke påvirker det kommende projekt.
Af hensyn til sikkerhed og miljø vil visse afsnit af molen blive midlertidigt afspærret, mens arbejdet står på. Afspærringen gælder udvalgte sektioner, hvor der under konstruktionen tidligere er indkapslet miljøfarligt affald. Tiltaget skal sikre, at disse materialer ikke forstyrres under reparationen.
Arbejdet påbegyndes tirsdag den 30. september og udføres af entreprenørfirmaet MT Højgaard. Det forventes afsluttet inden for to uger.
Kommunen understreger, at molen spiller en central rolle for både hverdagslivet og havnemiljøet i Tejn. Samtidig beklages de eventuelle støjgener, som arbejdet måtte medføre.