Update Bornholm

Svaneke bymidte foreslået som nationalt kulturmiljø

Af Torben Kofod Ager
Slots- og Kulturstyrelsen har sendt et forslag i høring, hvor 16 særligt velbevarede bymiljøer i Danmark er udpeget som kommende nationale kulturmiljøer. Blandt de udvalgte er Svaneke bymidte, der regnes som en af de bedst bevarede bornholmske købstæder.

Baggrunden for udpegningen går tilbage til september 2023, hvor kulturministeren nedsatte et ekspertudvalg. Opgaven var at pege på kulturmiljøer i bykernerne – især de middelalderlige købstæder – som rummer en særlig kulturhistorisk værdi. Formålet er at sikre de bedst bevarede bymiljøer fra middelalderen og frem til midten af 1800-tallet, så deres kulturarv fortsat kan opleves og forstås af kommende generationer.

I sin indstilling fremhæver udvalget Svanekes unikke bymiljø. Byens krogede og kuperede gader, de mange bindingsværkshuse, udsigten til hav og marker, torvet med de historiske bygninger, havnen med granit og tidligere store gårde samt den karakteristiske rødkalkede kirke fra 1300-tallet er blandt de elementer, der tilsammen gør Svaneke til noget særligt.

En udpegning som nationalt kulturmiljø vil ikke ændre på de nuværende rammer for byen. Svaneke er allerede beskyttet gennem en bevarende lokalplan, og den nationale status vil derfor først og fremmest være en ære og en anerkendelse af den indsats, der gennem generationer er gjort for at værne om byens særpræg.

Slots- og Kulturstyrelsen understreger i høringsmaterialet, at udpegningen bør ses som et skulderklap til lokalsamfundet og som et bidrag til at fastholde og synliggøre Svanekes kulturhistoriske betydning.

Høringsforslaget omfatter i alt 16 danske bymiljøer.
Læs mere om udpegningen og høringen her: Slots- og Kulturstyrelsen.