Update Bornholm

Svaneke Bryghus leverer flot resultat i 2024

Af Torben Kofod Ager – pressefoto: Martin Thaulow, good people

Svaneke Bryghus præsenterer i dag et imponerende årsregnskab for 2024 med et overskud på 2,977 mio. kr. Det er en markant forbedring i forhold til sidste års resultat på 1,245 mio. kr. og et af de bedste i bryggeriets snart 25-årige historie. Resultatet understreger bryggeriets fortsatte vækst, både på Bornholm og i resten af Danmark.

Bag den positive udvikling står en kombination af et bredt og attraktivt sortiment samt stigende salg. Svaneke Bryghus har gennem årene opbygget en varieret portefølje af økologisk øl, der dækker de fleste forbrugssituationer. Sortimentet omfatter flasker, dåser i forskellige størrelser og fadøl til barer og restauranter samt den alkoholfri serie “Don’t Worry”. Denne fleksibilitet har bidraget til en balanceret fordeling mellem detailhandel (off-trade) og hotel-, restaurant- og cafémarkedet (on-trade).

I 2024 steg bryggeriets samlede omsætning med 13 procent, svarende til en stigning i salget på omkring 300.000 liter øl. Særligt fadøl og 33 cl flasker har haft fremgang, mens dåseøl fortsat vinder indpas. Specialøl og alkoholfri varianter oplever desuden stigende efterspørgsel, hvilket understøtter Svaneke Bryghus’ position som et økologisk og bæredygtigt bryggeri.

Et bryggeri i bevægelse
“Det fantastiske ved at være en del af Svaneke Bryghus er, at vi konstant er nysgerrige på, hvordan ølmarkedet udvikler sig, og hvad der skal til for, at vi kan følge med – eller måske endda være på forkant,” siger Martin Westh-Hansen, konstitueret direktør. “Vi er derfor særligt glade for at udvide vores nårvarende markedsandel i Danmark og opleve stigende efterspørgsel fra både barer, restauranter og butikker.”

I 2024 har Svaneke Bryghus budt velkommen til flere nye kunder. Særligt samarbejdet med medejer Premium Beer, der varetager salget på landsplan, har styrket distributionen og bragt Svaneke-øl bredere ud i Danmark.

Stærke værdier og et engageret hold
Bryggeriets kombination af et dedikeret team, en grøn profil og en brygmester med fingeren på øl-pulsen skaber ifølge bestyrelsen en solid platform for fremtiden.

“Bestyrelsen er meget tilfreds med årets resultat. Det vidner om en sund forretning med en tydelig retning og et langsigtet fokus,” siger bestyrelsesformand Daniel Barslund. “Vi står på et stærkt fundament og ser gode muligheder for at fortsætte den positive udvikling de kommende år sammen med vores kunder.”

Svaneke Bryghus vil fortsat have fokus på kvalitet, bæredygtighed og lokal forankring, samtidig med at de udfordrer det danske ølmarked.

Forventninger til 2025
I påsken 2025 markerer Svaneke Bryghus 25-års jubilæum for den første brygning på restaurations bryggeriet på torvet i Svaneke. Jubilæet fejres naturligvis med en særlig jubilæumsøl.

Bryggeriet har netop lanceret en ny 44 cl dåseøl-serie, som detailhandlen har efterspurgt, og som allerede viser lovende salgstal. Samtidig har brygmesteren flere nye øl i udvikling.

“Vi ser positivt på fremtiden. Efter 25 år i branchen har vi opnået en stærk position i det danske marked, og vi har stadig store ambitioner – både for vores øl og vores måde at drive bryggeri på,” afslutter Daniel Barslund.