
Af Torben Kofod Ager
Susanne, en af brugsen i Gudhjems engagerede medarbejdere, har taget en særlig beslutning i dag grundet snestormen som har ramt Bornholm.
Efter at have talt med mange kunder om det dårlige vejr, besluttede Susanne at blive i butikken natten over, fortæller brugsens uddeler Christian Buch Jentzsch.
Susanne bor udenfor Åkirkeby nær Almindingen, så hun kender alt for godt, hvor udfordrende det kan være at komme frem og tilbage i den slags vejr.
Og med politiet som fraråder al udkørsel, ja så bliver Susanne i brugsen natten over.
Da Susanne også har morgenvagten i morgen, vurderede hun, at det ville være næsten umuligt at køre hjem i aften efter lukketid kl. 18 og derefter skulle tidligt afsted igen næste dag.
For at sikre, at kunderne i Gudhjem stadig kan handle som normalt i morgen, valgte hun derfor at overnatte i Brugsen.
Christian Buch Jentzsch som er uddeler i Gudhjem Brugs tilbød Susanne en af Coops ferielejligheder, men hun var helt tilfreds med at sove i personalestuen.
Det er virkelig imponerende, hvordan hun sætter butikkens drift og kundernes behov først – det viser den dedikation, vi er så heldige at have i vores team, udtaler Christian.
Så uanset hvordan vejret er i morgen, kan man regne med, at Brugsen i Gudhjem åbner som sædvanligt – takket være Susannes indsats!