Over 100 mennesker lagde fredag eftermiddag vejen forbi Rønne Theater, hvor Teaterforeningen Bornholm markerede starten på den nye sæson med programpræsentation, forestilling og forfriskninger til de fremmødte.
Arrangementet blev et tilløbsstykke og vidnede om den store lokale opbakning til foreningens arbejde.

Den kommende sæson byder på intet mindre end 27 forskellige forestillinger, opført i alt 36 gange. Forestillingerne præsenteres primært på Rønne Theaters to scener, men enkelte arrangementer finder sted i Musikhuzet på Store Torv. Teaterforeningen lægger fortsat vægt på et bredt og varieret udbud, hvor både klassikere, drama, komedier, opera, cabaret, dans, musik- og familieforestillinger er repræsenteret.

Efter velkomsten og gennemgangen af det nye program blev publikum inviteret til en forestilling i teatrets gårdhave, hvor samtidscirkusgruppen Out of Balanz opførte værket Going Nowhere. Forestillingen tog med humor og alvor fat på temaet digital afhængighed og det moderne menneskes skærmforbrug. Med en blanding af poesi, fysisk teater, komik og akrobatik leverede Villads Bugge Bang en medrivende optræden, der imponerede både med teknik og udtryk.

Selvom sol og varme lod vente på sig, var stemningen høj i det gamle teater, og mange kunne tage hjem med både gode oplevelser og en ny teatersæson at glæde sig til.
Billetsalget åbner mandag 19. maj kl. 10.00 for abonnenter, hvilket kræver køb af minimum tre forestillinger. En uge senere, mandag 26. maj kl. 10.00, åbnes der for almindeligt billetsalg. Sæsonprogrammet kan allerede nu læses på teaterforeningens hjemmeside og kan desuden afhentes fysisk på Rønne Theater samt flere kulturinstitutioner rundt om på øen.
Læs det spændende program for 2025-2026