Update Bornholm

Standerhejsning i Tejn Sejlklub: Nyt æresmedlem

Tejn: Traditionen tro markerede Tejn Sejlklub sæsonstarten med standerhejsning lørdag formiddag. Omkring 25 medlemmer deltog, da klubbens flag blev hejst til lyden af kanonsalut og efterfulgt af hyggeligt samvær i klubhuset, hvor et veldækket sildebord satte rammerne for en festlig indledning på sejleråret 2025.

Af Mogens Rotvit og Torben Kofod Ager

Klubbens næstformand, Martin Kjølby, bød velkommen og holdt tale på bestyrelsens vegne. Han kunne blandt andet præsentere klubbens nye bestyrelsessammensætning, som blev valgt ved generalforsamlingen i februar. Karsten Thiesen er ny formand, mens Tue Kristensen er tiltrådt som kasserer og Per Johansen som sekretær. Martin Kjølby fortsætter som næstformand, og Per Hansen har fået ansvaret for klubbens kapsejladser.

Den nye bestyrelse er allerede godt i gang med flere udviklingstiltag, herunder en aktivitetsplan for 2025 og rekruttering af nye medlemmer. Klubben ønsker at skabe et mere åbent og inviterende miljø, hvor også sejlere udenfor klubben får mulighed for at deltage i aktiviteter og sejladser.

Formand Karsten Thiesen kunne desuden fortælle, at han siden sit valg har skaffet omkring 10 nye sponsorater, som blandt andet skal bidrage til renovering af klubhuset. Derudover er MobilePay under indførelse, og en ny vandvarmer er blevet installeret.

Tejn Sejlklub er i øvrigt det eneste sted på Bornholm, der afholder ugentlige kapsejladser. Første sejlads finder sted allerede onsdag 7. maj kl. 19.00, med skippermøde en time tidligere. Blandt årets øvrige arrangementer er den traditionsrige kapsejlads “Ertholmene Rundt” 23. august og fællestur 13. september.

Privatfoto

Som afslutning på standerhejsningen udnævnte formand Karsten Thiesen klubbens mangeårige og stadig aktive sejler, Robert Skotte, til nyt æresmedlem – en udnævnelse, der blev mødt med stor applaus fra de fremmødte.