
Tekst og fotos: Bjarne H. Kirkegaard
Hos Modeltog Bornholm er der åbne klubaftner hver tirsdag fra 19-22. ”Hvis flere er interesserede, så bare kig ind på en klubaften. Det er let at finde – døren til højre for hovedindgangen til Søndermarkshallen i Rønne”, opfordrer foreningens næstformand Bo Haxthausen. Tirsdag i denne uge var 12 af foreningens medlemmer samlede. Og her fik formanden, Jan Thunberg, overrakt et sponsorbidrag fra Sydbank Fonden.

Det var privatrådgiver i Sydbank, Mads Dalgaard, som overrakte 20.000 kr. Og pengene skabte stor glæde. For selv om der nu er 32 medlemmer af foreningen Modeltog Bornholm, og selv om kontingentet er 300 kr. for et år, så er det ikke nok til det store anlæg, foreningen arbejder med.
Siden engang i vinter har man søgt sponsorer. Første sponsor blev Bornholms Brandforsikring – og flere er fulgt efter siden. Men Modeltog Bornholm har også fået træplader af Stark. Plader med lidt trykskader, men som fint kan laves til underlag for det nye baneanlæg. Og her er sket rigtig meget, siden Updatebornholm.dk sidst var på besøg midt i februar.

For ud over klubaftnerne, har nogen også mødtes i weekender, for at få bygget mere på det store baneanlæg. Andre har taget en hel masse af modelbanen ned. For normalt kan medlemmerne også køre med modelbanen. Der er dog stadig nogle skinner at køre på, så vognene med sponsornavne lige kan tage en æresrunde.
En forening for alle
Mange kan nok huske, at de kørte med Märklin tog som børn. Men i Modeltog Bornholm leger granvoksne mænd stadig med modeltog. Og rent faktisk er Modeltog Bornholm en hobbyforening for alle, som interesserer sig for modeltog og modelbaner.

Visionen er klar: Sammen vil alle de medlemmer, som har lyst til at være med, bygge et stort modelbaneanlæg. Medlemmerne kan komme og køre med deres egne tog og vogne på aftalte aftner – når det planlagte, store baneanlæg står færdigt. Og så vil foreningen være med til at udbrede og øge interessen for modelbanehobby.
”Det er nok en gammel drengedrøm, som gør at jeg var med til at stifte Modeltog Bornholm for omkring fem år siden”, siger Bo Haxthausen, som er næstformand i foreningen. Han er superglad for de to lokaler Modeltog Bornholm i slutningen af 2023 fik stillet til rådighed af Bornholms Regionskommune.
Ud over mødelokalet, har foreningen også et værksted, hvor medlemmerne kan få hjælp til at ombygge og reparere rullende materiel. Og det baneanlæg, som bruges til udstillinger, er anlagt med Märklin C-skinner og styres fra en Märklin CS3.

Så vil du kunne prøve at køre med tog – og få en masse at vide om, hvordan signalerne kan styres digitalt fra styrepulten – og meget mere, jamen så kig ind hos Modeltog Bornholm en tirsdag aften, lyder opfordringen. Det er en verden for børn og barnlige sjæle. En hyggelig hobby.