Af Torben Kofod Ager
Mens de voksne gør sig klar til kommunalvalget 18. november, får børn over hele landet nu deres helt egen stemmeoplevelse. Den 27. oktober åbner børnebiblioteker dørene til Børnevalget 2025 – en legende og lærerig introduktion til demokratiets verden.

Til forskel fra de voksnes valgkampe er det ikke politikere, men elskede figurer fra kendte børnebøger, der kæmper om børnenes gunst. På stemmesedlerne finder man alt fra klassiske eventyrhelte til moderne børnebogsikoner – og valget er udelukkende børnenes eget.
Børnevalget, som arrangeres af Danmarks Biblioteksforening og Ballerup Bibliotekerne i samarbejde med landets folkebiblioteker, giver børn mulighed for at mærke, hvordan det føles at tage stilling og afgive sin stemme.
– Det handler om meget mere end leg. Børnevalget giver børn en konkret oplevelse af demokrati og medbestemmelse – en vigtig del af deres demokratiske dannelse, fortæller arrangørerne.
Lokalt inviterer børnebibliotekerne børn og deres familier indenfor til valgstemning, farverige plakater og masser af fantasifuld debat om, hvem der fortjener børnenes stemme.
Der kan stemmes frem til 18. november – samme dag som de voksne går til valgurnerne.
Se mere på www.boernevalg.dk og find dit nærmeste børnebibliotek.