Fredag 4. april kl. 21.00 indtager Simone Tang scenen i Raschs Pakhuz, når Tunes of Tomorrow præsenterer en af tidens mest lovende singer-songwritere. Dørene åbner kl. 20.00, og publikum kan se frem til en intim koncertoplevelse, hvor Tang fremfører numre fra sit anmelderroste debutalbum Things I Remember.

Simone Tang har i flere år været en fremtrædende musiker på den danske musikscene, blandt andet som guitarist for Ida Laurberg og bassist for Ki!. Men på Things I Remember står hun for første gang alene i rampelyset som sanger og sangskriver. Albummet, som er skabt i samarbejde med producer Christian Ki, er blevet mødt med ros fra både danske og internationale anmeldere.
I september modtog Tang en hæderspris for sin sangskrivning på Nashville Nights Festival i Odense, og tidligere på året imponerede hun publikum på Tønder Festival, hvor den amerikanske sangskriverlegende Jim Lauderdale begejstret udbrød: “That was amazing!”
Med sit minimalistiske og rå udtryk vækker Things I Remember minder om en svunden tid, hvor en akustisk guitar og en gribende vokal var nok til at tryllebinde lytteren. Albummet har høstet imponerende anmeldelser, blandt andet fem stjerner fra både Gaffa og Politiken. Weekendavisen kalder hendes sange “evergreens”, mens GoodBecauseDanish beskriver albummet som “a quiet triumph in the Danish music scene”.
Til koncerten i Raschs Pakhuz optræder Simone Tang i et nedskaleret setup med Søren Manscher på guitar og vokal. Det bliver en aften, hvor publikum får mulighed for at opleve de stemningsfulde og personlige sange i en nærværende atmosfære.
Koncerten arrangeres i samarbejde med Tunes of Tomorrow.