
Interessen for næste års Etape Bornholm er allerede stor med over 700 tilmeldte deltagere.
Arrangørerne minder om, at den særlige rabatordning på tilmelding til alle fem etaper udløber 31. august kl. 23.59.
Etape Bornholm løber af stablen den 20. til 24. juli 2026 og afvikles for 32. gang. Løbet er kendt som Nordens største etapeløb og tiltrækker både lokale og internationale løbere, der ønsker at kombinere sport med en unik oplevelse af Bornholms natur.
I løbet af de fem etaper gennemføres en hel maraton. Ruterne spænder fra sandstrand og skovstier til stejle stigninger ved Hammershus, klipper og hurtige byløb – alt sammen med tusindvis af tilskuere langs ruten.
Der er udfordringer for alle:
- Voksne: 5 etaper – i alt en maraton
- Ungdom (17 år og yngre): 3 etaper – i alt en halvmaraton
- Børn (14 år og yngre): 3 etaper – i alt en kvartmaraton
- 60+ (60 år og ældre): 3 etaper – i alt en halvmaraton
- Enkelte etaper: 3 dage (mandag, onsdag og fredag)
Alle etaper starter kl. 18.00 – dog kl. 18.15 om fredagen.
Mere information og tilmelding findes på www.etape-bornholm.dk.