Update Bornholm

Scenen er sat: Nexø Revyen ’25 byder op til grin og eftertanke

Holdbillede: fra venstre. Vega Martens (Skuespiller), Albert Oakman (Skuespiller) Fiona Thyme-Duvald (Skuespiller), Hannah Mattson (Skuespiller), Daniel Mejlvang (skuespiller og instruktør), Cecilie Bering Sifakis (Instruktør) (Foto: Pressefoto)

Af Louise Sabroe Ekholdt

Nexø Revyen på Nexø Teater – Scene 2, har premiere d. 14. Marts og spiller i år 13 forestillinger fordelt over to uger.
“Med den helt uventede opmærksomhed og succes i 2024, har Nexø Revyen skruet ekstra op for forestillingerne. Sidste år tvivlede vi på om vi overhovedet kunne fylde vores lille teater tre gange – men blev gjort til skamme og måtte udvide med flere forestillinger”, siger Daniel Mejlvang i en pressemeddelse.

En moderne revy
“Vi har fortsat en ydmyg tilgang til vores projekt – at skabe en moderne revy, skabt af unge mennesker og deres syn på verden”, siger han.
I år har Nexø revyen seks personer med på holdet, der selv har skabt alle dele af revyen.

“I år berører vi emner, som basale hverdagsproblemer vi alle kender, hvad der er normen, hvad man må og ikke må i 2025, forskellene på generationer og vi har i indraget ChatGPT til at lave en scene med emner som nexøboerne har givet os, siger Daniel Mejlvang der også er instruktør på revyen.

“Vi føler os lidt mere sikre i, hvad vores publikum kunne lide sidste år, og vi har tilladt os at skrue lidt op for tosserierne og prøver nogle ting af, hvor vi selv ikke kan lade være med at grine. Derudover vil der selvfølgelig igen i år være parodier af både vores statminister, de kongelige og andre kendte ansigter”, siger han.

Stor opbakning fra de lokale
Daniel Mejlvang og hans lille Revy-trup mærker stor opbakning fra lokalområdet.
“Allerede nu mærker vi en opbakning fra lokalområdet og fra resten af Bornholm. Vi har fået donationer til at kunne sætte vores scene fra 1980’erne i stand. Dette med hjælp fra blandt andet BEOF puljen og flere af Nexøs butikker”, siger han.

Billetterne sættes til salg via billetto.dk fra 1. Februar kl 12:00 – der sælges både billetter til de ordinære forestillinger og generalprøverne.
Er der ledige pladser vil de sælges i døren på spilledagene.