Update Bornholm

Samtalen om tro får plads i Musikhuzet

Af Torben Kofod Ager
Onsdag 5. november kl. 19 danner Musikhuzet i Rønne rammen om et anderledes og åbent arrangement med titlen “Lad os tale om tro”. Her inviteres alle, der er nysgerrige på tro – uanset ståsted – til en samtale om, hvad vi egentlig tror på, og hvorfor det ofte kan være så svært at tale om.

Mange oplever, at tro er et følsomt emne, som sjældent finder vej til den almindelige samtale. Netop derfor ønsker arrangørerne at skabe et rum, hvor det er muligt at dele tanker og erfaringer uden forbehold – og hvor nysgerrighed og eftertanke er i centrum.

Til at sætte samtalen i gang kommer to markante personligheder til Bornholm: Valdo Lentz, dansk politibetjent, forfatter og kendt fra tv-programmet “Politijagten” på Kanal 5, samt Flemming Møldrup, tv-vært på “Vild med bøger” og livsstilsekspert fra “Kender du typen?” på DR1.

Aftenen byder desuden på musikalske indslag ved Anders Forsberg Svendsen og flere medvirkende, som vil skabe en stemningsfuld ramme omkring samtalerne.

Arrangementet er et fælles initiativ fra Folkekirkerne i Rønne og Knudsker, Pinsekirken, Frelsens Hær, Baptistkirken, Missionskirken og Metodistkirken, der sammen ønsker at styrke den lokale samtale om tro, fællesskab og livets store spørgsmål.