Af Torben Kofod Ager
Hvad vil det sige at være en del af et fællesskab anno 2025? Det spørgsmål bliver sat under lup, når Musikhuzet Bornholm inviterer til samtale med influencer Rasmus Kolbe – bedre kendt som Lakserytteren – og generalsekretær i Det Danske Spejderkorps, Morten Gade.

Arrangementet finder sted lørdag 6. september kl. 12.00-13.15 som en del af Festival for Fællesskab, hvor Realdania sammen med 25 steder landet over åbner dørene til 25 timers aktiviteter i fællesskabets navn.
Festivalen samler forfattere, forskere, debattører, arkitekter, musikere og madkreatører, der gennem samtaler, musik og madoplevelser undersøger, hvordan fællesskaber opstår og udvikler sig.
I dag er fællesskaber ikke kun bundet til tid og sted. Vi samles i gruppechats, på Discord-servere eller om memes og mærkesager – og mange oplever et tættere fællesskab online end med naboen ved siden af. Men hvad betyder det for vores forståelse af fællesskab? Og hvordan kan vi blive bedre til at skabe det, både digitalt og i det fysiske rum?
Disse spørgsmål tager Rasmus Kolbe og Morten Gade fat på i samtalen i Musikhuzet. Kolbe er influencer, kreativ direktør og forfatter, kendt for sine humoristiske og kreative videoer på YouTube, TikTok og Instagram, særligt rettet mod børn og unge. Morten Gade står i spidsen for Det Danske Spejderkorps, Danmarks største børne- og ungdomsorganisation, og har en baggrund som digital chef i FDB og ekstern lektor på IT-Universitetet.
Lørdag den 6. september :
Kl. 12.00 – 13.15: Samtale: Hvad vil det sige at være en del af et fællesskab? Vær med, når influencer Rasmus Kolbe, kendt som Lakserytteren, og generalsekretær i Det Danske Spejderkorps, Morten Gade giver deres bud. (Bestil billet)
Kl. 14.00 – 14.30: Koncert med RAA (Bestil billet – Musikhuzet)
Kl. 15.00 – 16.15: Musik: Afskum – Pop med dybde og intensitet (Bestil billet)
Kl. 18.00 – 20.00: Fællesspisning under åben himmel: Burgers, Beats og Bål (Bestil billet)
Kl. 20.00 – 21.00: Koncert med Bisse (Bestil billet)
Praktisk information:
- Arrangementet er gratis, men kræver billet.
- Billetter udstedes efter først til mølle-princippet, maks. to pr. person.