
Tekst og foto: Bjarne H. Kirkegaard
Der findes heldigvis mange gode fællesskaber ud over Bornholm, hvor alle – som har tid og lyst til at være med – kan dumpe inden om til en hyggelig eftermiddag. Samlingsstedet i Allinge Kirke er ét af dem. Her et varieret program og kaffe eller te med kage for en rund 10er.
Samlingsstedet findes tre torsdag eftermiddage hver måned mellem kl. 14 og 16 – fra september til og med maj. Og her er mange, som er faste deltagere i Samlingsstedet. Andre ser i programmet og prioriterer at deltage alt efter, hvad programmet byder på.

Det er ”Allinge Kirke”, der står som indbyder. Det vil sige menighedsrådet og i praksis tre hold af frivillige, som sørger for det pratiske. Stedet er omkring kaffebordene ved orgelet i Allinge Kirke. Her er Højskolesangbogen på bordene. Og så er der ofte gæster på besøg med forskellige emner.
Torsdag den 23. januar var det Edvard Holm Nielsen og Henning Kjøller-Petersen, som fortalte om en rejse til Sankt Petersborg i 2007. De viste en masse billeder og små videoer fra rejsen. En rejse, som de selv havde arrangeret. Dengang var der ikke problemer med selv at arrangere en turistrejse til Sankt Petersborg.

Billederne og fortællingerne gav også lidt historie – tilbage til Peter den Store. Der var fine billeder fra den tyske, evangeliske kirke i byen, billeder fra Blodkirken – og en hel del billeder og videoklip optaget på gader og pladser. Et sted fik de et par gademusikanter til at spille Danmarks nationalsang.
De havde også billeder med fra besøg i det superflotte ”Vinterpaladset”, fra en tur med flodbåd og tilsvarende fine billeder fra ”Sommerpaladset”. Sidste billede var af en russisk vagt, som var faldet i søvn. Men ingen af Mødestedets deltagere faldt i søvn under fremvisningen, som faktisk var superspændende.

Næste gang – torsdag den 6. februar – har Samlingsstedet ”Udflugt” på programmet. Den går til Nordvig i Sandvig. Et programpunkt, som flere af deltagerne i Samlingsstedet ser frem til. Som en af deltagene sagde: ”Det plejer at at være så hyggeligt på Nordvig”. Og hygge og godt socialt samvær ved kaffebordene er netop noget af dét, som Samlingsstedet kan.