Update Bornholm

Sahra da Silva gæster Raschs Pakhuz i eftermiddag

Idag Søndag 6. april kl. 15.00 lægger Raschs Pakhuz i Rønne scene til en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige, når Sahra da Silva og hendes band indtager salen med en koncert i soulens og bluesens tegn.

Af Torben Kofod Ager – pressefoto
Sahra da Silva står som en af Danmarks mest markante kvindelige soul- og bluesstemmer – og publikum kan se frem til en intens, medrivende og uforglemmelig koncertoplevelse.

Sahra da Silva synger med en autoritet og et følsomt nærvær, som kun de færreste besidder. Allerede fra første tone formår hun at tryllebinde sit publikum med en stemme, der besidder både rå kraft og indlevelse. Med sit velspillende band i ryggen leverer hun en medrivende og ægte form for retro soul – en musikalsk rejse fyldt med nerve, dybde og sjæl.

I august 2024 modtog hun den prestigefyldte Danish Music Award – Blues Live Prisen for sit virke som liveartist. Juryens begrundelse lød blandt andet:
“Sahra da Silva har gennem de seneste år, og med stadig større styrke, gjort sig selv til et uomgængeligt topnavn på den danske blues-scene – både på plade og især live. Uanset sammenhæng og konstellationer står én ting klart: en formidabel stemme.”

Med rødder i soul og blues formår da Silva at forene det klassiske udtryk med sin egen musikalske vision. Det er musik med store følelser og autentisk lyd – hammondorgel, skarpe guitarriffs, inciterende rytmer og improviserede soli, der tilsammen skaber en intens og gribende koncertoplevelse.

Hun synger med en sjælden dedikation, hvor det er tydeligt, at sangen og budskabet altid kommer før sangerinden selv. Hendes evne til at navigere mellem soul, jazz, blues og americana har høstet ros fra både anmeldere og publikum, og hendes karismatiske scenetilstedeværelse har placeret hende som et ægte powerhouse på den danske musikscene.

I over et årti har Sahra da Silva været en central skikkelse i dansk soul og blues. Hun har delt scenen med prominente navne som Mike Andersen og Thorbjørn Risager, og har blandt andet varmet op for den britiske sangerinde Joss Stone.

Hendes seneste album, You Let A Good Thing Go, udkom i oktober 2023 og blev rost for sin stærke blanding af klassisk soul og blues med personlig nerve og vokalmæssig råstyrke. Året før, i 2020, markerede hun sig med debutalbummet #blueswoman, og i april 2023 fulgte hun op med EP’en Swept Off My Stilettos, udgivet på 10” vinyl.

I 2023 modtog hun og bandet yderligere to priser ved Danish Music Awards, og samme sommer repræsenterede de Danmark ved European Blues Challenge, hvor de imponerede blandt nogle af Europas førende blues-navne.

Sahra da Silva står som en af Danmarks mest markante kvindelige soul- og bluesstemmer – og publikum kan se frem til en intens, medrivende og uforglemmelig koncertoplevelse.