Update Bornholm

Rønne Havn: Uddybning og den nye ydermole går ind i ny fase

Af Torben Kofod Ager
Arbejdet på Rønne Havn skrider planmæssigt frem, og både uddybningen af havnebassinerne og anlægget af den nye ydermole er nu gået ind i en ny fase.

Foto Rønne havn

Uddybningen fortsætter i havnens bassiner, men i den kommende periode er fokus særligt rettet mod mellembassinet – området mellem den gamle søndre inderbrygge, fliskajen, Kongen og den tidligere krydstogtkaj. Her vil uddybningsfartøjer bevæge sig længere ind i havnen, og beboere i området kan derfor opleve ændringer i støjniveauet.

På ydermolen er arbejdet ligeledes godt i gang. Forlængelsen er nu nået ud på 330 meter, hvilket svarer til den fulde længde for Etape 4 ved overfladen. Arbejdet fortsætter med opbygning af molens dæksten i fuld bredde og højde samt afslutning af molehovedets krone. Den markante orange gravemaskine på 200 tons, der udfører arbejdet, er derfor fortsat et velkendt syn på havnen.

Stenmaterialerne til molen lastes på kaj 29 og sejles ud med MT Højgaards pram Mursu. Transporten foregår på hverdage kl. 07.00–19.00 samt lørdage kl. 08.00–17.00.

I mellembassinet, nærmest Munk Petersens Vej, vil uddybningen fortrinsvis finde sted i dagtimerne, men i enkelte tilfælde også om natten. Natligt arbejde er dog begrænset, da tilladelserne kun giver mulighed for et begrænset antal arbejdstimer.

Foto Rønne havn

Af de cirka 700.000 kubikmeter havbundsmateriale, der skal fjernes for at opnå en dybde på 11 meter i yderbassinerne og 9 meter i mellembassinet, er der nu opgravet omkring 630.000 kubikmeter.

Med de aktuelle fremskridt er både uddybningen og anlægget af den nye ydermole godt på vej til at styrke Rønne Havns kapacitet og fremtidige muligheder.