Update Bornholm

RAA indtager scenen til Festival for Fællesskab

Den bornholmske musiker og rapper RAA, også kendt som Ludvig Mattsson, gæster Musikhuzet i Rønne lørdag den 6. september som en del af Festival for Fællesskab.

RAA Pressefoto – tekst af Torben Severinsen og Torben Kofod Ager

RAA har på kort tid markeret sig som en spændende stemme på den danske musikscene. Med en eksperimenterende lyd, der bevæger sig mellem rap, r’n’b og moderne danske klangflader, skildrer han både de lyse og mørke sider af Bornholm. Teksterne er personlige og inspireret af hans eget turbulente liv, hvilket giver musikken en ærlig og autentisk tone, der har fanget mange lyttere.

Festival for Fællesskab er et landsdækkende initiativ, hvor 25 Realdania-støttede steder over hele landet byder indenfor til 25 timers festival den 6. og 7. september 2025. Programmet sætter fokus på fællesskabets betydning gennem mad, musik, samtaler og debat – med deltagelse af alt fra musikere og forfattere til forskere, arkitekter og madkreatører.

I Rønne begynder dagen med en samtale om fællesskabets betydning, hvor influencer Rasmus Kolbe, bedre kendt som Lakserytteren, og generalsekretær i Det Danske Spejderkorps, Morten Gade, giver deres bud. Senere følger flere musikalske indslag, fællesspisning under åben himmel og en koncert med Bisse som afslutning.

Program lørdag den 6. september i Rønne

Festivalen giver dermed bornholmerne en unik mulighed for at opleve både lokale og nationale kulturaktører – og samtidig blive en del af et større fællesskab på tværs af landet.