Update Bornholm

Pulje støtter frivilligt socialt arbejde på Bornholm

Frivillige sociale foreninger på Bornholm kan nu søge støtte fra Puljen for frivillige sociale indsatser. Puljen giver mulighed for økonomisk støtte til projekter og aktiviteter, der styrker det frivillige sociale arbejde i kommunen.

Af Torben Kofod Ager

Bornholms Regionskommune opfordrer lokale foreninger til at indsende ansøgninger. Puljen består af to dele:

  • Udviklingspuljen, hvor der kan søges op til 6.000 kr. Ansøgningsfrist: 30. september 2025.
  • Hovedpuljen, hvor ansøgningsfristen er 1. november 2025.

Formålet med puljen er at forbedre rammerne for frivillige, styrke samarbejdet mellem frivillige indsatser og de offentlige sociale tilbud samt at fremme sociale fællesskaber og netværk på øen. Kommunen ønsker samtidig at synliggøre betydningen af det frivillige sociale arbejde og skabe plads til mangfoldighed i indsatsen.

Puljen henvender sig til frivillige sociale foreninger og organisationer, herunder landsorganisationer, som yder en aktiverende og forebyggende indsats på Bornholm. Midlerne kan bruges til drift, understøttelse af frivillige kræfter samt til aktiviteter og arrangementer.

Ansøgninger skal indsendes via et elektronisk ansøgningsskema, som findes på Bornholms Regionskommunes hjemmeside. Det er vigtigt at udfylde alle oplysninger og vedhæfte relevante bilag.

Yderligere information om puljen, retningslinjer og ansøgningsproces findes på:
www.brk.dk – Frivilligt socialt arbejde