Pinse markerer en central begivenhed i den kristne tradition: Helligåndens komme til verden og begyndelsen på det kristne fællesskab. Højtiden falder 50 dage efter påske og regnes som en af kirkens tre store højtider sammen med jul og påske.
Af Torben Kofod Ager
Helligånden og pinsens betydning
Ifølge Det Nye Testamente var Jesu disciple samlet i Jerusalem efter hans himmelfart. Her blev de ifølge beretningen fyldt med Helligånden, hvilket gjorde dem i stand til at tale mange sprog. Det tolkes som et tegn på, at budskabet om kristendommen var universelt og ikke begrænset af nationale eller sproglige grænser.
Denne begivenhed regnes som begyndelsen på den kristne kirke, og derfor omtales pinsen ofte som kirkens fødselsdag. Den understreger idéen om et fællesskab, der rækker ud over kulturelle og geografiske skel.
En højtid med græske og jødiske rødder
Ordet “pinse” kommer af det græske pentekoste, som betyder “den halvtredsindstyvende” og henviser til, at pinsen fejres 50 dage efter påske.
Pinsen har oprindeligt rødder i jødedommen, hvor den markerer afslutningen på påskehøjtiden og minder om den pagt, der ifølge traditionen blev indgået mellem Gud og Israels folk ved Sinaibjerget, da Moses modtog de ti bud. Den jødiske pinse blev samtidig fejret som en høstfest med valfart til Jerusalem – en historisk baggrund, som ifølge kristen tradition skabte rammerne for den kristne pinsebegivenhed.
Helligånden – en usynlig kraft
I kristendommen betragtes Helligånden som en del af treenigheden, sammen med Gud Fader og Jesus Kristus. Helligånden beskrives som en usynlig, men virksom kraft, der skaber tro, håb og kærlighed og som forbinder mennesker i fællesskab.
Symboler som duen, ilden og vinden bruges ofte til at illustrere Helligåndens virke – som noget der ikke kan ses, men som opleves som nærværende og livgivende.
Kilde: Folkekirken
