
Idéen om at bringe en af kunstneren Thomas Dambos ikoniske trætrolde til Bornholm har gennem årene vakt både nysgerrighed og debat. Torsdag 11. september 2025 inviterer Grønbechs Gård i Hasle til en paneldiskussion, hvor spørgsmålet bliver foldet ud fra flere perspektiver.
Arrangementet finder sted fra kl. 17.30 til 19.00, med selve debatten sat til at begynde kl. 18.00. Her vil paneldeltagerne belyse, hvilke muligheder og udfordringer en Dambo-trold kan skabe for Bornholms kultur, turisme og lokale fællesskab.
Panelet består af:
- Mette Munch, bornholmer og lokal ildsjæl, der tidligt tog kontakt til Dambos team, fortæller om baggrunden for ønsket om en trold på øen og de udfordringer, der opstod undervejs.
- Jani Keto, ligeledes bornholmer og ildsjæl, reflekterer over projektets ambitioner og de årsager, der gjorde, at processen gik i stå.
- Lars Rømer, antropolog og forfatter med særlig viden om bornholmske folkesagn, giver et kulturelt perspektiv på, hvordan en moderne trold kan indgå i øens mytiske fortællinger.
- Anders Wiberg, direktør for Destination Bornholm, ser på de strategiske muligheder og på, hvordan en Dambo-trold kan styrke øens image som turistdestination og bidrage til besøgsøkonomien.
- In Kyong Lee, kunstner og projektleder i HEPHAESTUS, tilfører en kunstnerisk og organisatorisk vinkel på, hvordan kunst og kultur kan understøtte Bornholms udvikling.
Debatten vil foregå på engelsk og er åben for alle interesserede.
Som en ekstra detalje afholdes arrangementet i selskab med Lomme Ulrik – Grønbechs Gårds egen lille hus-trold.
Post Views: 227