Update Bornholm

Opfyldning med sand til multifunktionskajen er kommet godt fra land

Af Torben Kofod Ager foto: Rønne Havn

Arbejdet med fremtidssikringen af Rønne Havn og opførelsen af den nye multifunktionskaj har taget et vigtigt skridt fremad, idet den første store leverance af sand er ankommet. Det hollandske sandsugerskib DC Rio har netop leveret 10.000 m³ sand til opfyldningen ved den nye kaj. I den kommende uge forventes yderligere leverancer med DC Rio og DC Ostend, som skal bidrage til de samlede ca. 150.000 m³ sand, der er nødvendige for projektets færdiggørelse.

Størstedelen af sandet udvindes i Faxe Bugt og transporteres direkte til byggepladsen i Rønne Havn, mens en mindre del hentes fra Rønne Banke. Sandet anvendes til opfyldning og stabilisering af den nye multifunktionskaj, der indgår som en del af havnens udvidelse.

Projektdirektør Dan Harborg Locht fra MT Højgaard, som er entreprenør på projektet, fremhæver, at arbejdet skrider planmæssigt frem:
“Det er en vigtig milepæl, at opfyldningen nu er i gang. Leverancerne af sand fortsætter i de kommende uger, og tidsplanen følges for at sikre en solid og fremtidssikret havn for Bornholm,” udtaler han.

Ud over sandopfyldningen vil havnen også modtage 2.200 paller med belægningssten, der skal anvendes til at etablere den nye multifunktionskaj. Kajen udgør en central del af havnens fremtidssikring og skal sikre kapacitet til større skibe og øget godsomsætning.

Projektet forventes at fortsætte planmæssigt, og de kommende måneder vil byde på flere leverancer og anlægsaktiviteter, inden kajen står klar til brug.