
Tekst og fotos: Bjarne H. Kirkegaard
20-25 repræsentanter fra bornholmske virksomheder mødtes onsdag eftermiddag i et par timer. Fællesskabet eller netværket hedder Offshore Center Bornholm (OCB) – og man mødes hver måned. På møderne diskuterer medlemmerne alt fra langsigtede, innovative idéer og teknologiske løsninger, udviklingen på markedet og fremtidige forventninger.
Derudover deler deltagerne viden fra deres virksomheder og daglige arbejde, og i takt med Rønne Havns udvidelse af havneområdet koordineres interne aktiviteter. Netværket udvikler sig løbende og omfatter også projektaktiviteter som Østersø Lab, et innovationsfællesskab med fokus på havmiljøet.
Sammen med et stort erhvervsengagement på øen, deltager OCB også i arbejdet for Energiø Bornholm, for eksempel i arbejdet med nogle faggrupper. Der sendes ikke referater rundt fra OCBs møder, så det handler om at møde op – til møderne som både er hyggelige og nyttige. Der er altid kaffe på bordet – og lidt kage eller chokolade til.
Og sådan har det været i over 10 år. For i 2024 fejrede man jubilæum – med lagkager til de virksomheder, som er med. OCB er en erhvervs- og netværksforening med 30 medlemmer og henvender sig til virksomheder med aktiviteter og adresse på Bornholm.

Netværket blev etableret for de der 10 år siden med 11-12 medlemmer fra starten. Og allerede dengang satte foreningen sine mål. Det var at få større indsigt i de opgaver, offshore vind-markedet kan tilbyde bornholmske virksomheder. Fordi Rønne Havn A/S har udviklet sig til en centralt beliggende installationshavn i Østersøen.
OCB satte sig også for at gennemføre markedsføringsinitiativer for at fremhæve den unikke service og de kompetencer, som rent faktisk findes på Bornholm. Inden den tid så flere af virksomhederne sig som konkurrenter. Nu går man ofte sammen – for at kunne løse større opgaver.
OCB fungerer både som øjne og ører udadtil – og på den måde understøtter det forretningsudvikling hos medlemsvirksomhederne, konstaterer Lone Reppien Thomsen, som er direktør for Offshore Center Bornholm.
Hun understreger, at noget af det, som er med til positivt at fremme offshore aktiviteterne er, at det kun tager syv minutter at køre mellem Rønne Havn og Bornholms Lufthavn.
Lone Reppien Thomsen tilføjer, at OCB-netværket har opnået erfaringer i samarbejde med store internationale aktører inden for offshore vind, som har stået for udskibning af havvindmøller og monopæle fra Rønne Havn – til projekter som Kriegers Flak, Arcadis Ost og Baltic Eagle.
I øjeblikket arbejdes der på Baltic Power-vindmølleparken. Bornholmske virksomheder – altså OCBs medlemmmer – bidrager med alt fra overnatning, logistik og forberedelse af arbejdsområder til klargøring af møllekomponenter, udlejning af materialer og mandskab samt servicering af maskiner.
Den 8.-10. april 2025 deltager OCB igen på den årlige internationale messe Wind Europe, hvor mere end 15.000 mennesker mødes og netværker. Lone Reppien Thomsen, slutter med at invitere – for interessered er velkomne til at kontakte hende, for at få mere information om OCB-netværket.