I Østermarie afvikles igen i år ØSTPAA – en anderledes og værdibåren festival, skabt af en gruppe frivillige ildsjæle. ØSTPAA er ikke en ny festival, men har allerede markeret sig som en kulturbegivenhed, der bevidst går egne veje. Her handler det ikke om at være størst, men om at være bedst – med fokus på kvalitet, tilgængelighed og bæredygtighed.

Festivalen finder sted 30 og 31 maj, på den tidligere svinefarm Kjøllergaard, hvor gamle lader og gylletanke omdannes til kulturelle rum i naturskønne omgivelser. Programmet rummer musik, talks og kunst med vægt på det nye, det anderledes og det tankevækkende. Det er en festival for den nysgerrige og åbne sjæl.
Designet til diagnoser
Over 100.000 unge i Danmark oplever, at de ikke kan deltage i festivaler, koncerter og store events på grund af diagnoser som autisme, ADHD, angst og stress. ØSTPAA ønsker at ændre på dette.
Festivalen er den første større i landet, der fra start er designet med hensyn til mennesker med mentale udfordringer. Under initiativet “Designet til diagnoser” har arrangørgruppen skabt en festivaloplevelse, hvor alle føler sig velkomne – uden at ØSTPAA bliver en såkaldt “diagnose-festival”.
Arrangørerne understreger, at ØSTPAA er en kulturfestival for alle, men med en lang række tiltag, som sikrer adgang og tryghed for dem, der ellers ofte må blive hjemme. Flere i gruppen bag festivalen har selv diagnoser tæt inde på livet, og det har inspireret til en inkluderende tilgang, som andre festivaler i Danmark kan lade sig inspirere af.
Tiltag på ØSTPAA inkluderer blandt andet:
- Mulighed for at medbringe egen mad
- Psykiske samaritter og tryghedspersonale
- Safe zones ved store scener
- “Stillekupeer” til ro og fordybelse
- Gratis ledsager med ledsagerkort
- Visuelle guider og videorundture
- Særligt indrettede campingområder
På www.ostpaa.dk kan man læse mere, downloade festivalens diagnose-guide og tage en virtuel rundtur på festivalpladsen.
Bæredygtig kultur – forankret i lokalmiljøet
Festivalen har også et klart klimamæssigt og lokalt fokus. Kjøllergaard genanvendes som ramme om festivalen uden nybyggeri, og der arbejdes målrettet med upcycling, energibesparelser og bevaring af naturen omkring. ØSTPAA kombinerer kunst og kultur med klimaansvar og lokal kærlighed.
ØSTPAA er for dig, der søger musik, kunst og fællesskab i trygge og meningsfulde rammer.
Læs mere og find billetter på: www.ostpaa.dk