Update Bornholm

NylarsKoret hylder Carl Nielsen med forårskoncerter – og et finsk forspil

I anledning af Carl Nielsens 160-års fødselsdag inviterer NylarsKoret til forårskoncerter med sang og fortælling i både Skt. Nikolai Kirke og Aa Kirke. Det bliver en musikalsk fejring af den folkekære komponist, ledsaget af stemningsfulde toner fra både Danmark og Finland.

Af Torben Kofod Ager – Privatfoto: Nylarskoret

Koncerterne finder sted i Skt. Nikolai Kirke lørdag 3. maj kl. 16.00 og i Aa Kirke mandag 5. maj kl. 19.30. Her vil publikum kunne opleve en perlerække af Carl Nielsens elskede sange – fra det muntre og sværmeriske til det eftertænksomme og stemningsfulde. Flere af sangene er arrangeret af komponisten og dirigenten John Høybye.

Carl Nielsen er kendt for sine melodier til klassikere som “Jeg ved en lærkerede” og “Solen er så rød, mor”, men han har også sat musik til et væld af salmer og fællessange, der i dag er en del af Højskolesangbogen. Ud over hans store orkesterværker og operaer som “Maskerade”, står også værket “Fynsk Forår” centralt i koncertprogrammet. Herfra opfører koret udvalgte satser, hvor foråret hyldes og dansen lokker – med akkompagnement af organist Anders Forsberg Svendsen på klaver og med solistiske indslag.

Som optakt til korets kommende koncertrejse til Finland til efteråret, indeholder programmet desuden et par stemningsfulde finske sange og folkeviser. Dermed får publikum en musikalsk smagsprøve på det nordiske naboskabs fællestræk og forskelle.

Dirigent og fortæller ved koncerterne er Steffen Hyldig, der har stået i spidsen for NylarsKoret i hele 49 år. Med sin store musikalske indsigt og evne til at formidle sangenes historier og stemninger, sørger han for at binde koncertens mange elementer sammen til en helhedsoplevelse.

NylarsKoret håber at kunne give publikum en varieret og sanselig koncertoplevelse, hvor både glæde, nostalgi og eftertænksomhed får plads.

Ilustration: Nylarskoret