Update Bornholm

Nye grønne mødesteder præsenteres på Folkemødet i Bornholmerhuset

Pressefoto

Af Torben Kofod Ager
Når Bornholmerhuset igen åbner dørene midt på Kirkepladsen i Allinge under årets Folkemøde, bliver det med særligt fokus på fællesskab i naturen. Torsdag den 12. juni kl. 17.00-19.00 inviterer 4-Kløver Klyngen og Bornholms Regionskommune til arrangementet “Vi mødes i det grønne – Ni nye mødesteder på Bornholm”.

Her præsenteres projektet “Vi mødes i det grønne”, som er et borgerdrevet landsbyfornyelsesprojekt, realiseret i tæt samarbejde med kommunen. Bag initiativet står 4-Kløver Klyngen – et samarbejde mellem borgerforeningerne i Aarsballe, Klemensker, Nyker og Rø. Gennem flere års frivilligt arbejde og lokalt engagement er det lykkedes at udvikle og realisere ni nye udendørs mødesteder, der skal danne ramme om fællesskab og ophold i naturen på tværs af øen.

Program: Samtaler, oplæg og udstilling
Fra kl. 17.00 til 18.30 byder arrangementet på samtaler og interviews med centrale aktører i projektet – herunder arkitekter, borgere, entreprenører og fondspartnere. Publikum får mulighed for at høre om idéerne bag projektet, byggeprocessen og de overvejelser, der har formet de nye mødesteder.

Fra kl. 18.30 til 19.30 er der projektfejring og uformelle samtaler. Her kan man opleve en udstilling af modeller og billeder fra projektets tilblivelse og tale med nogle af dem, der har været med hele vejen.

Deltagere ved arrangementet:

  • Rocío Paniagua Jensen, arkitekt, Bornholms Regionskommune
  • Jack Makker, tømrermester, Øens Byg og Montage ApS
  • Claus Stamer, tømrermester, HJ Byg ApS
  • Marie-Louise Holst, arkitekt, Matters Arkitekter
  • Jens Øyås Møller, udviklingskonsulent, Lokale- og Anlægsfonden
  • Lene Koefoed, forperson for styregruppen, 4-Kløver Klyngen

Arrangementet er en del af Bornholmerhusets program og finder sted på K21 Kirkepladsen under Folkemødet i Allinge.
Det fulde program for Bornholmerhuset kan findes via Folkemødets officielle programoversigt.