Update Bornholm

Ny lokal ladeløsning til elbiler på Bornholm

Af Torben Kofod Ager – foto: Bornholms Energi og Forsyning

Bornholms Energi & Forsyning (BEOF) kan nu tilbyde bornholmerne en lokal ladeløsning til el- og hybridbiler. Den diskrete ladeboks er udstyret med intelligent styring, der sikrer opladning, når strømmen er billigst. Løsningen har en gennemsigtig el-aftale og mulighed for tilkøb af certificeret grøn strøm, hvilket gør det nemt for kunderne at bidrage til den grønne omstilling.

Mange bornholmere har efterspurgt en lokal ladeløsning, og det glæder det kommunalt ejede forsyningsselskab at kunne imødekomme behovet. Ifølge Tania Schrøder Thøgersen, afdelingschef i Kunder & Kommunikation hos BEOF, har mange loyale kunder været frustrerede over manglen på en lokal løsning, og selskabet er derfor meget tilfreds med nu at kunne tilbyde denne service.

Intelligent opladning og enkel refusion
Da BEOF som kommunalt ejet selskab ikke må agere lade operatør, er der indgået samarbejde med TakeCHARGE, som håndterer refusion af elafgiften og leverer lade boksene. Boksen er en skandinaviskproduceret model fra Zaptec med høje sikkerhedsstandarder og intelligent Eco mode, der optimerer opladning ud fra strømpriser og nettariffer.

Foto: Bornholms Energi og Forsyning

Gennemsigtige priser og fleksible løsninger
BEOF blev sidste år kåret af Forbrugerrådet Tænk som Danmarks sjette bedste elselskab, blandt andet på grund af sin gennemsigtige prisstruktur.
Denne gennemsigtighed videreføres i ladeløsningen, hvor kunderne let kan gennemskue prissætningen.

Kunderne kan vælge mellem at eje eller leje ladeboksen og har mulighed for at tilkøbe certificeret grøn strøm.
I første omgang henvender løsningen sig til private, men BEOF arbejder på at udvikle en variant til lokale erhvervsdrivende.

Læs mere på:
www.beof.dk/ladeboks
www.beof.dk/lej-ladeboks
www.beof.dk/køb-ladeboks