Update Bornholm

Ny fødevarestrategi skal styrke Bornholms position som gourmetø

Af Torben Kofod Ager
Kommunalbestyrelsen har vedtaget en ny fødevarestrategi, der skal sætte retningen for udviklingen af øens fødevareerhverv frem mod 2029. Strategien er udarbejdet i samarbejde med Gourmet Bornholm og Campus Bornholm og bygger på dialog med 21 lokale erhvervs- og fødevareaktører samt en række bornholmske virksomheder.

Den nye strategi, der bærer titlen ”Spis Bornholm – smag på oplevelser, kvalitet og på fremtiden”, er en sektorstrategi med fokus på erhvervsudvikling. Den bygger videre på mange års arbejde med at styrke Bornholms fødevareprofil og understøtte øens stærke brand inden for kvalitet og lokale råvarer.

Strategien tager afsæt i det tætte samarbejde mellem kommunen, uddannelsesinstitutioner, erhvervsfremmeaktører og virksomheder og skal samtidig give den næste kommunalbestyrelse mulighed for at videreudvikle visionerne.

Ifølge strategien er ambitionen klar:

”Bornholm skal være frontløber inden for kvalitetsfødevarer og madoplevelser – fra picnickurven til gourmetbordet. Vi udvikler et fødevaresystem baseret på lokale råvarer og lokale uddannelser, som skaber arbejdspladser og styrker fællesskabet. Fødevaretrends er i konstant bevægelse – og Bornholm viser vejen.”

Linda Kofoed Persson. Foto: Torben Kofod Ager

Formand for Erhvervs-, Bolig- og Beskæftigelsesudvalget, Linda Kofoed Persson, glæder sig over den brede opbakning:

”Jeg er meget glad for, at hele kommunalbestyrelsen står sammen om den nye fødevarestrategi. Det giver strategien den bedste start. Vi har haft en tæt dialog med landbrug, videns- og erhvervsaktører, turisme samt en række store og små fødevarevirksomheder på Bornholm. Tak til alle, der har bidraget til at udvikle denne strategi, som vi alle kan bakke op om.”

Den nye strategi gælder for perioden 2026-2029. Hvor den tidligere strategi løb over otte år, har mange aktører ønsket en kortere, fireårig periode for at bevare momentum og sikre, at indsatsen forbliver tæt på virkeligheden.

”Spis Bornholm – smag på oplevelser, kvalitet og på fremtiden. Strategi for fødevareerhverv 2026-2029” blev enstemmigt vedtaget af kommunalbestyrelsen den 9. oktober 2025.

Strategien kan læses i sin fulde længde på Bornholms Regionskommunes hjemmeside