Inden længe vil arbejdet med nedrivning af siloerne i Nexø kunne ses lidt mere. Efter en forsinket start, er mandskab fra nedrivningsfirmaet Kingo Karlsen A/S i disse dage godt i gang med nedrivning af DLGs gamle siloanlæg på Nexø Havn. Det fortæller entrepriseleder Wojciech Fus fra Kingo Karlsen A/S.
I øjeblikket er man ved at tage tagplader ned på bagsiden af bygningen mellem siloerne. Arbejdet vil i den kommende tid fortsætte med nedtagning af tagpladerne over Silo II. Wojciech Fus fortæller, at der både er ansat polske og danske medarbejdere i Kingo Karlsen A/S.
Wojciech Fus kommer selv fra Polen og er uddannet ingeniør. Han bor med sin familie på Sjælland. I Danmark har han yderligere taget videreuddannelse inden for nedrivning, så han er meget opmærksom på, at arbejdet udføres korrekt. Han vil gennem hele nedrivningsperioden komme til Bornholm en gang om ugen.
Kingo Karlsen A/S er et af Danmarks førende firmaer, når det gælder nedrivning, nedbrydning og af sanering for farlige stoffer. Derfor har firmaet mange opgaver rundt i landet. Wojciech Fus er entrepriseleder for projekter på Sjælland, Lolland Falster og så altså nu også Bornholm.
Han håber, det lykkes at blive færdig med nedrivningen af DLG-siloerne til den 25. april. Men det afhænger lidt af vejret, om det lykkes at holde tidsplanen – og den forsinkede start spiller også lidt ind. Men arbejdet skrider fremad.