Update Bornholm

Natkirke i Klemensker er åndelig wellness

Tekst: Bjarne H. Kirkegaard. Foto: Louise Sabroe Ekholdt

Sognepræst Nicolaj Hartung Kjærby indbød onsdag aften til natkirke i Sct. Klemens Kirke. Traditionen begyndte den 21. april 2021, så det har snart været sådan i 4 år. Nu er der natkirke ca. en gang om måneden – men til at begynde med var det med mere uregelmæssige intervaller.

Natkirke findes mange andre steder i Københavns Stift. Simpelt hen ud fra en betragtning om, at det ikke kun skal være søndag formiddag, du kan gå i kirke. I de forskellige natkirke tilbud i København kan du finde ro og opleve musik, meditation, korsang, samtale, bøn og levende lys. Uden for kirkens normale åbningstid.

Natkirkerne er spiret frem i det københavnske bybillede, siden Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, første gang lancerede idéen om at holde kirken åben om aftenen tilbage i 1999.
I natkirken har nysgerrige sjæle lige siden kunnet opleve folkekirken i afslappede og uformelle rammer, mens mørket har sænket sig over storbyens gader.

I en natkirke er der plads til eftertanke.
Og som natkirkegæst kan du komme og gå, som du har lyst til. Du har også mulighed for bare at sidde i fred og ro – eller tænde et lys for dem, du tænker på og holder af.

I København findes natkirke i Vor Frelsers Kirke, Sundby Kirke, Sct. Lukas Kirke, Helligåndskirken, Domkirken – Vor Frue Kirke, Trinitatis Kirke og Grundtvigs Kirke. Natkirker har lidt forskelligt indhold. I Klemensker handler det om følgende:

En anderledes form for kirkegang, hvor der ikke er noget fælles forløb, du deltager i. I stedet er det sådan, at du kan droppe ind og ud i løbet af de 2 timer arrangementet varer. Og sådan var det også lige præcis onsdag aften.

Mens du er i kirken, kan du selv styre, om du vil tænde lys ved korset, meditere over de skriftsteder, som er slået op på væggene, modtage personlig forbøn – eller bare sidde og slappe af med et glas varm eller kold limonade mens du nyder den meditative musik, der strømmer ud af højttalerne.

“Åndelig wellness” kalder sognepræsten det – og det foregår den anden onsdag i hver måned. Næste gang er onsdag den 12. februar.