Update Bornholm

Når skærmene skal lidt ud af skolen – hvad skal vi så have i stedet?

Debatindlægget udtrykker skribentens egne holdninger og er ikke nødvendigvis dækkende for redaktionens synspunkter.

Morten Vadstrup Warming, kandidat til kommunalvalget for SF Bornholm. Leveret pressefoto

– Vi skal have bevægelse, fællesskab og bornholmsk frisk luft!

På Bornholm har vi noget helt særligt – naturen lige uden for døren. Skove, klipper, strande og stier, der bare venter på at blive brugt. Derfor skal vi bruge vores øs styrker, når vi taler om fremtidens skole.

Det handler ikke om at vælge mellem skærm eller bevægelse – men om at finde den rette balance.
Skærme og digitale redskaber skal fortsat være en del af undervisningen, når de understøtter læring, kreativitet og forståelse. IT i skolen skal handle om at lære at bruge teknologien klogt – ikke om at sidde stille bag den hele dagen.

Når vi vælger at få skærmene lidt mere ud af skolen, handler det om at give plads til alt det andet, der også styrker børns læring og trivsel: bevægelse, samarbejde og oplevelser i virkeligheden.

Bevægelse i undervisningen handler ikke kun om motion, men om at gøre læringen levende og nærværende. Når eleverne får lov at bruge kroppen, lærer de bedre, samarbejder mere og trives i fællesskabet. Undervisningen bliver sjovere, mere konkret og langt mere meningsfuld – især her på Bornholm, hvor naturen giver os uendelige muligheder for læring under åben himmel.

På Bornholm har vi stærke partnere, der brænder for at gøre bevægelse til en naturlig del af skoledagen: DGI Bornholm og Dansk Skoleidræt Bornholm. Sammen med skolerne kan de give lærerne redskaber, inspiration og støtte, så bevægelse bliver en integreret del af både fagene og frikvarteret – og skolen bliver et sted, hvor teknologi, krop, natur og fællesskab spiller sammen.

Når skærmene kommer lidt mere ud, skal vi ikke have stille klasselokaler – vi skal have levende skoler.
Bornholms børn fortjener en skole, hvor man lærer med hele kroppen, bruger teknologien med omtanke, oplever naturen og mærker fællesskabet.