Update Bornholm

Mike Andersen gæster Kulturhuset Frem i Svaneke

Svaneke – Lørdag 17. maj kl. 20 kan publikum opleve den anerkendte danske musiker Mike Andersen i Kulturhuset Frem. Med sin unikke blanding af blues, soul, pop og rock har Andersen gennem årene etableret sig som en markant skikkelse på den danske musikscene.

Af Torben Kofod Ager – pressefoto

Ved sine akustiske solokoncerter fremhæver Mike Andersen sin styrke som både sanger, guitarist og historiefortæller. Uden andet på scenen end sin stemme, en akustisk guitar og et simpelt fodtramp, folder hans sange sig ud i deres reneste form – i tæt kontakt med publikum.

Siden albumdebuten i 2002 har Mike Andersen udgivet ni plader, og i marts 2025 forventes hans tiende album at se dagens lys. I 2019 udgav han for første gang et rent akustisk soloalbum, One Million Miles, som blev indspillet live-to-tape uden redigering eller overdubs. Albummet blev en stor succes, gik direkte ind som nummer ét på den danske vinyl-hitliste og blev liggende dér i flere uger. Den efterfølgende soloturné indbragte Andersen en Danish Music Award for “Live Prisen 2019”.

Fra begyndelsen af sin karriere har Mike Andersen nægtet at følge gængse trends i musikbranchen. I stedet har han skabt et tidløst musikalsk univers, hvor bluesen stadig danner grundstammen – men hvor der også trækkes tråde til country, soul, americana og andre genrer. Med stor respekt for traditionerne, men uden at lade sig fastlåse af dem, bidrager han til at forny og forfriske bluesmusikken.

Med en række kritikerroste albums bag sig og stigende international opmærksomhed har Mike Andersen for længst cementeret sin position som en af Danmarks mest betydningsfulde sangskrivere og performere.