
Købmand Susanne Wridt – og hendes personale i MENY – fejrer i disse dage de første 50 år i Bornholmer Centeret i Rønne. Fejringen begyndte på selve jubilæumsdagen, onsdag den 5. marts – med aftenhygge omkring kunderne frem til kl. 21. Torsdag var der formiddagskaffe eller the med kage i centergangen – et tilbud, som mange benyttede sig af. Hvis man gik glip af dét, så er der fredag mulighed for at være med i en skattejagt.
Onsdag aften kunde kunderne nyde smagsprøver fra 15 forskellige fødevareproducenter på Bornholm – for eksempel bagerbrød, en lille én til halsen, lidt most, en lokal pølse med lokal sennep, lakrids eller kiks, et bolsje eller lidt øl. Her hyggede købmanden og personalet om kunderne med de mange muligheder.
Ved torsdagens kaffeservering var en af dem – som hældte kaffe op – Henrik Holm, fra MENY kæden. Han tager rundt til de forskellige supermarkeder og giver sparring til ledelsen i de enkelte butikker. Han synes, at MENY i Rønne er en rigtig flot butik.

Det er købmand Susanne Wridt enig i: ”Vi byggede butikken om i 2023, så den blev mere lækker”, fortæller hun. Det gjorde hun dels for at kunne leve op til MENY kædens krav. Men også for at kunne tilbyde kunderne en rigtig go’ butik. Og man må sige, at det er lykkedes. Butikken står rigtig skarpt. Og i anledning af de 50 år, så er der flag her og dér og alle vegne.
Der har været nogle bump på vejen gennem årene. En stor, altødelæggende ildebrand i Bornholmer Centeret for mange år siden – og en mindre brand ved siden af Bornholmer Centret for ikke så længe siden. Og selv om supermarkedet har skiftet navn mange gange, så er Susanne Wridt her stadig. I begyndelsen var det et Favør supermarked, men det har også været både en SuperBest butik og et EuroSpar supermarked. Men er så i jubilæumsåret et moderne MENY supermarked.

Den tredje dag, hvor MENY i Rønne fejrer de mange år, er fredag den 7. marts i hele butikkens åbningstid. Her vil der være mulighed for at deltage i en skattejagt – for både børn og voksne. Det vil være sådan, at børnene kan få deres præmie på selve dagen. Men de voksne må tålmodigt vente til lørdag, hvor der trækkes lod om 10 MENY gavekort, blandt deltagerne i skattejagten.
”Vi glæder os til de næste 50 år”, annoncerede MENY forud for jubilæumsdagen. Købmand Susanne Wridt tør ikke helt sige, hvor mange år hun selv tager endnu. Men i hvert fald nok de næste to år, siger hun med et glimt i øjet. En af kunderne – som husker rigtig godt, fortæller – at købmanden selv har 50 års jubilæum om to år. Susanne Wridt nikker – med et sort smil.
