
Bornholms Teater vil ud og møde publikum. (Foto: Børge Fristrup, Arktisk Institut)
Af Kim Caspersen
Når Bornholms Teater i starten af februar præsenterer deres nyeste forestilling ’MAX’, bliver det ikke kun på scenen i Rønne Theater, man kan opleve den. Forestillingen, der har form som et surprise-party, skal nemlig ud og spille for en række foreninger og firmaer på deres egne lokaliteter rundt omkring på Bornholm – og endda med en afstikker til Teater V i Valby.
Teaterchef og instruktør af forestillingen, Jens Svane Boutrup, siger:
”Vi fik så gode erfaringer med vores forestilling ’Bornholmerne’ for et par år siden, hvor vi spillede rundt omkring på Bornholm, at vi med ’MAX’ har valgt at følge op på ideen om at møde publikum på andre lokaliteter end Rønne Theater. Det er der heldigvis en del grupper, der har taget godt imod, og vi ser meget frem til at møde nye publikummer på nye steder, og håber der kan opstå en ny form for dynamik og kontakt imellem dem og os”.
Blandt de eksterne spillesteder er Natur Bornholm, Cirkusbygningen i Sandvig, Gudhjem Museum og Pedersker Byforening. Og selv Månen på Frederiksø får besøg af truppen.
Handlingen i forestillingen er centreret om Phie, som skal holde 80-års fødselsdag for levemanden Max.
Det ligner idyl, men der er en del spørgsmål, der presser sig på, for Max har berørt mange menneskers liv; han har leget, konkurreret, han har foldet sig ud, og reddet øverst på bølgen og skabt kunst, videnskab og økonomisk vækst! Han har nydt at være i centrum af begivenhederne, og han så sig ikke tilbage. Heller ikke altid på Phie, selvom deres relation er meget tættere, end han umiddelbart vil være ved.
Max er til gengæld Phies et og alt. Hun kender hemmeligheden. Men han er også en mand, der får Phie til at føle sig overset. Hun savner nærvær og en kærlig ro man kan læne sig tilbage i. Hun savner at tro på en stærk og tryg fremtid. Derfor tager Phie et personligt opgør med Max, hans generation og vestens udviklingshistorie. Ligesom planeten føler hun sig omsorgssvigtet og søger nogle nye værdier at bygge en fremtid på. For hvad er det for en verden, Max giver videre til Phie og os andre?
En del af surprisen er, at publikum er inviteret med som gæst til forfesten og alle gæsterne har taget en hemmelighed med. Her byder Phie på snacks og et glas, mens hun sammen med gæsterne forbereder festens indslag.
Stykket er skrevet af den Reumert-vindende dramatiker Vivian Nielsen, der er bosat på Bornholm. Hun har gennem sin snart 30-årige karriere som dramatiker og instruktør vundet adskillige priser og legater, skrevet mere end 40 stykker og selv været instruktør på flere af dem.
Spilleperiode: 6.-22. februar inkl. Spiller på Rønne Theater 6.-8. februar + 22. februar kl. 19.30 for op til 45 personer samt på Teater V i Valby den 21. februar. Resten af forestillingerne er lukkede forestillinger for foreninger og firmaer på Bornholm og Christiansø.