Update Bornholm

Lev mere, tænk mindre – psykolog Pia Callesen begejstrede publikum i Musikhuzet

Tekst og foto: Torben Severinsen / Musikhuzet
Kan man virkelig få det bedre ved at tænke mindre? Ifølge psykolog Pia Callesen er svaret ja – og det demonstrerede hun med varme, humor og indsigt, da hun onsdag gæstede Musikhuzet med sit anmelderroste foredrag “Lev mere, tænk mindre.”

Med udgangspunkt i metakognitiv terapi udfordrede Pia Callesen den traditionelle forestilling om, at man kan gruble sig til mentalt overskud. I stedet opfordrede hun til at give bekymringstankerne mindre plads – og til gengæld bruge sin energi på at leve mere.

Under pausen benyttede mange gæster lejligheden til en snak med psykologen eller til at få signeret hendes bøger, der i stor stil blev solgt efter foredraget.

Aftenen i Musikhuzet markerede samtidig afslutningen på en imponerende landsdækkende turné med over 150 foredrag og mere end 40.000 solgte billetter. Det blev fejret med blomster, konfetti og et glas cava til publikum – en festlig afrunding på et foredrag, der gav stof til eftertanke, uden at man behøver at tænke for meget.