Update Bornholm

Langfredag – sorgens dag før håbet gryr

Langfredag markerer en af de mest centrale og sorgfulde dage i den kristne kalender. Det er dagen, hvor Jesus ifølge Bibelen blev korsfæstet, døde og blev begravet. Men hvad er det præcis, vi mindes – og hvorfor kalder vi det “langfredag”?

Af Torben Kofod Ager

Lidelsen og døden på korset
Langfredag indtager pladsen mellem skærtorsdag og påskedag og er dagen, hvor Jesus ifølge evangelierne blev taget til fange af romerne, pint og dømt til døden. Den brutale straf blev udført ved korsfæstelse – en langsom og smertefuld form for henrettelse. Jesus måtte selv bære korset gennem Jerusalems gader, ad den vej der senere er blevet kendt som Via Dolorosa – Smertens Vej.

Undervejs blev han hånet og ydmyget. Blandt andet blev der sat en krone af torne på hans hoved som en hån mod den titel, han blev tillagt – “jødernes konge”. Denne tornekrone er siden blevet et stærkt symbol i kristendommen.

Hvorfor kaldes det “langfredag”
Betegnelsen “langfredag” er særegen for de nordiske lande. I Danmark har dagen traditionelt været forbundet med faste og afholdenhed, og navnet kan muligvis spores til oplevelsen af dagen som lang og tung – en dag præget af sorg og eftertanke.

Flag på halv og lukkede forlystelser
I Danmark flages der på halv stang langfredag som et udtryk for sorg og respekt for Jesu lidelse og død. Indtil midten af det 20. århundrede var det almindeligt, at butikker, biografer og stadioner holdt lukket på denne dag. Stilheden og roen blev betragtet som en naturlig ramme om eftertanken.

En påmindelse om livets mørke sider
Langfredag minder os om, at smerte, sorg og død også er en del af menneskelivet. Det er en dag til eftertanke – en dag hvor mørket og meningsløsheden får plads. I Bibelen lyder det fra korset, at Jesus råber: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” – en sætning, der klinger af dyb fortvivlelse og menneskelig afmagt.

Men netop i dette mørke ligger også en begyndelse. For langfredag peger frem mod påskedag, hvor håbet og lyset bryder igennem med opstandelsen. Langfredag er således ikke blot slutningen, men også en del af den fortælling, hvor troen på nyt liv og håb får sin fulde betydning.

Kilde: Folkekirken