Af Torben Kofod Ager
Fra 13. til 18. oktober kl. 10–16 inviterer Det Levende Gårdmuseum Melstedgård til en efterårsferie fyldt med aktiviteter, smag, håndværk og historie – alt sammen i den stemningsfulde ramme af 1800-tallets bornholmske landboliv.

Efteråret har for alvor meldt sin ankomst på Melstedgård, og i den gamle gårds autentiske omgivelser kan både børn og voksne opleve, hvordan livet på landet udfoldede sig før industrialiseringen. Her er der tid til ro, nærvær og duften af brænde, mens gæsterne bliver en aktiv del af gårdens daglige liv.
Som i “de goe gamle dage” byder den traditionsrige kartoffelferie på et væld af aktiviteter. Tirsdag slagtes en gris på traditionel vis, og onsdag afholdes årets sidste langbordsmiddag. Torsdag og fredag byder Madkulturhuset på høstmarked med lokale producenter, inden ugen rundes af med bag selv-pizzaer lørdag.
Der er også rig mulighed for at få jord under neglene og røg i håret: onsdag og torsdag kan gæster sammen med gartnerne bage kartofler og æbler over bål under æbletræerne. I loen er der åbent hele ugen med roelygte- og halmdukkeværksted, og i stuehuset fortælles hver dag kl. 11.30 den både hyggelige og uhyggelige historie om Gårdboen – gårdens sagnomspundne vogter. Den store gamle væv er i brug i Folkestuen fra kl. 11 til 15.
Onsdag byder mølleren indenfor i den historiske stubmølle, mens bager Arne Martin samme dag tager årets sidste rugbrød ud af stenovnen kl. 14. Hver dag kl. 10.30 og 14.30 kan gæster deltage i fodringen af gårdens dyr, og fra kl. 11 til 14 er der liv i køkkenet, hvor de flittige paia sørger for både brændekomfur og sennepsfad.
Efter dagens oplevelser kan man nyde en velfortjent frokost, kaffe og kage i Skafferiet, som også byder på et stort udvalg af lokale bornholmske specialiteter.
Melstedgård ser frem til at byde gæster i alle aldre velkommen til en efterårsferie, hvor oplevelser, fællesskab og fordybelse går hånd i hånd – midt i Bornholms levende kulturhistorie.