
Tekst og foto: Bjarne H. Kirkegaard
På en kold og blæsende mandag aften var det godt at gå inden for i Allinge Kirke. Her var det let at få varmen i fingrene, ved at klappe efter hvert nummer. Rønne Byorkester leverede nemlig en julekoncert for fuld udblæsning – med Mikael Juul Hamarlund som dirigent.
Det var den anden af tre koncerter, som Rønne Byorkester spiller her op til jul i år. Ved den første koncert 3. december i kirken i Klemensker kom der 70, som gerne ville høre byorkestrets julekoncert. Mandag havde 40 koncertgængere trodset kulde og blæst i Allinge.
Rønne Byorkester spiller den tredje og sidste julekoncert i Musikhuzet i Rønne søndag den 15. december kl. 16.00, oplyser orkestrets formand, Kaj Erik Mortensen. Han tilføjer, at ved den lejlighed serveres der traditionen tro gløgg under koncerten – med forventet 150 tilhørere.
Ved koncerten i Allinge blev der spillet både gamle og nye numre. Mahlon Merrick’s ”The Gillette Look Sharp March” var en af de nye på programmet. Herefter fulgte: Highlights fra ”Chess” af Benny Andersson m.fl.
Kenn Sonne Jensen var solist på ”Jeg har hørt om en stad”, og vi fik et rocket nummer af Chaulk Wayne: ”Jingle-Bell Rock”. Naturligvis var der også i år et nummer med fra Disneys Juleshow: ”When You Wish Upon A Star” – Jesper Forekyllings sang.
I år er det også første gang, at Rønne Byorkester har en ukraisk ”Klokkernes julesang” med på programmet. Men der var også et julepotpourri med mere kendte, danske juletoner og Franz Schubert’s ”Ave Maria” på programmet. Fællessang var ”Dejlig er jorden”.
Og jo, der blev klappet nok til at Rønne Byorkester diskede op med et ekstranummer: ”Kender I den om Rudolf…?” Og for dem, som gik glip af koncerten – er chancen der som nævnt 15. december kl. 16.00 i Bornholms Musikhuz i Rønne.