Update Bornholm

Juleglæde på Gudhjemvej

Foto: Bjarne H. Kirkegaard

Af Bjarne H. Kirkegaard

Her i adventstiden, i ugerne op mod jul, kan man opleve en julekrybbe og meget mere ved Gudhjemvej 80 i Gudhjem. Det er Thorkild Holm, der i år har udbygget sin ”juleudstilling”,  som han har udviklet i de senere år sammen med Palle Kure fra Aakirkeby.

”Det hele startede for ca. 5 år siden. Jeg havde gennem mange år tænkt på, at jeg ville lave noget på min husgavl med Jesus-barnet, Josef og Maria. Da jeg gik på pension, blev det i stedet til en Europa-palle med en stald, en krybbe. Og Josef og Maria skåret ud i krydsfiner”, fortæller Thorkild Holm.

”Næste år fik jeg svejset en ramme til stalden, der blev udvidet til det dobbelte. Så kom kamelerne til. Det er udvidet år for år. Jeg har skåret figurerne ud i krydsfiner, og så har Palle malet dem.

I år er der så kommet figurer ude til højre af Jesus og Maria på vej til Betlehem. Og de til venstre har vi hyrderne omkring bålet. I øvrigt en fortælling i flere lag, for her er en figur af Jesus med, som den gode hyrde.

”I et fyrrum lidt uden for Aakirkeby, så jeg et glimt af Kejser Augustus, der selvtilfreds troner foran et tempel rejst til hans ære. Det kan jo ikke rigtig passe. Da jeg tjekkede det, var han da også forsvundet. Der er jo heller ikke så mange, der husker ham mere. Opmærksomheden blev lige som stjålet af et lille barn, der kom til verden i hans samtid. I dag fik jeg så et hint om, at han er dukket op ved Gudhjem. Det lyder jo ret tosset, men måske skal man alligevel tage en tur forbi”, kommer det lunt fra Palle Kure.

”I en drøm så jeg et barn stå og se på julekrybben. På den måde fik jeg idéen til at købe en mannequindukke på nettet – og den er så iklædt fodtøj, bukser og vindjakke. Så nu står der et barn og kigger på julekrybben”, fortæller Thorkild Holm.

Han oplyser, at nu mangler der bare lige en tekst om Kejser Augustus, at han befaler folketælling. Men kig selv forbi og oplev sceneriet.