Update Bornholm

Jul i juli: Nexø Minigolf & Biergarten inviterer til “Gris med is – All I Want for Christmas Night”

Selvom sommersolen bager over Bornholm, og juletiden synes langt borte, tyvstarter Nexø Minigolf & Biergarten julehyggen med et festligt og anderledes arrangement: Gris med is – All I Want for Christmas Night.

Af Torben Kofod Ager – Illustration: Nexø Minigolf & Biergarten

Arrangementet finder sted på Sdr. Hammer 43 i Nexø, hvor både lokale og turister inviteres til en stemningsfuld aften med langbordsmiddag, julelege og masser af god mad – alt sammen med et glimt i øjet og juletemaet som gennemgående tråd.

Kendt catering og bornholmsk is
Til at sikre den gode smag har arrangørerne allieret sig med to stærke bornholmske aktører. Maden leveres af Rabækkens Catering, mens Isfabrikken Bornholm står for desserten – en julesurprise inspireret af højtiden.

Menuen byder på helstegt pattegris, hvide og brunede kartofler, klassisk rødkål med svesker, flødesauce samt fyldte æbler med ribsgelé.

Julehygge i sommeraftensklæder
Aftenen vil byde på underholdning med julelege – og måske får deltagerne endda et glimt af selveste julemanden. Stemningen bliver sat fra første øjeblik, og arrangørerne lover både varme smil, julelys i øjnene og måske endda en tidlig julegave.

Det praktiske
Dørene åbner kl. 18.30, hvor gæsterne løbende vil blive budt til bords. Baren er åben fra start, og middagen serveres omkring kl. 19.15, når alle har fået noget i glasset. Underholdningen finder sted i løbet af aftenen.

Der er lagt op til en unik sommeraften med jul i luften, fællesskab ved langbordene og plads til både latter og nostalgi.

Billetter købes HER

“Skål og god jul,” lyder det fra arrangørerne – midt i juli.