
Af Torben Kofod Ager
John Blicher Madsen tiltræder 1. april og ser frem til at bidrage til Musikhuzets videre udvikling.
Med mere end 15 års erfaring fra musikbranchen og en solid tilknytning til Bornholm bringer John et stort engagement og masser af idéer med sig. Rollen som spillestedsleder markerer et nyt kapitel for ham, og han glæder sig til at gøre en forskel.
“Jeg er utrolig stolt og begejstret over denne mulighed. Det her er en drømmestilling for mig, fordi jeg brænder for det bornholmske kulturliv. Jeg ser frem til et tæt samarbejde med bestyrelsen, medarbejderne og de mange frivillige, og jeg glæder mig til at være med til at styrke Musikhuzet,” siger John Blicher Madsen.
Bestyrelsen har store forventninger til samarbejdet. “John har mange års relevant erfaring fra musikbranchen, både som festivalarrangør og som agent for flere af landets større artister. I ansættelsesprocessen lagde vi vægt på hans stærke netværk, hans forståelse for samarbejde og hans blik for Musikhuzets rolle i kulturlivet. Vi ser meget frem til samarbejdet,” udtaler bestyrelsesformand Mikkel Bach-Jensen.
John og hans familie flyttede tilbage til Bornholm for næsten fire år siden, og han har i perioden pendlet til arbejde. Allerede torsdag den 20. februar får Musikhuzets ansatte og frivillige mulighed for at møde den nye spillestedsleder ved et internt arrangement.