Update Bornholm

JENSEN & BUGGE spiller i Aa Kirke i aften

I aften kl. 19.00 kan publikum i Aa Kirke se frem til en særlig musikalsk oplevelse, når den anerkendte folkemusikduo JENSEN & BUGGE går på scenen. Duoen, der består af harmonikaspiller Mette Kathrine Jensen Stærk og violinist Kristian Bugge, har siden 2001 begejstret publikum med swingende og energisk dansk folkemusik.

Af Torben Kofod Ager – foto: Ronni Kot Wenzell

De to musikere mødtes allerede som børn i deres fælles hjemegn syd for Vejle, hvor de gik til folkedans i den samme forening. Alligevel skulle der gå flere år, før deres musikalske samarbejde begyndte. Først da de i 2001 startede på folkemusiklinjen ved konservatoriet i Odense og havnede i samme klasse, opdagede de for alvor deres fælles passion – og dannede samme år duoen JENSEN & BUGGE.

Siden har de spillet sig vej ind i både hjerter og dansehaller, ikke kun i Danmark, men også i lande som USA, Canada, Færøerne, Norge, Sverige, Finland, Sydkorea og Polen. Duoen har markeret sig særligt inden for musik til dans, hvilket også førte til deres første udgivelse, DVD’en PROJEKT DIALEKT.

JENSEN & BUGGE har gennem årene modtaget flere priser – både hver for sig og sammen. I 2012 blev de hædret med “Traditionsprisen” ved Danish Music Award Folk.

Aftenens koncert i Aa Kirke lover en stemningsfuld og levende præsentation af den danske folkemusiktradition – spillet af to af genrens mest erfarne og dedikerede musikere.