
Foreningen Cirkusbygningen i Sandvig (FCBiS) fortsætter med at skabe liv i huset med nye arrangementer. Fredag den 28. februar 2025 byder foreningen på en koncert med Thor Backhausen Trio, som spiller et repertoire af jazz, latin og standards samt numre fra deres nyeste album.
Trioen består af Thor Backhausen (keyboards), Henrik Salinas (bas) og Lars Juul (trommer). Til koncerten får de selskab af Søren Høst, en anerkendt tenorsaxofonist, der har markeret sig på både den danske og internationale jazzscene.
Efter en vinter med foredrag og kreative aktiviteter fortsætter FCBiS arbejdet med at skabe kulturelle oplevelser i Cirkusbygningen. Koncerten er en del af foreningens initiativer til at holde huset aktivt og samtidig skaffe midler til den løbende drift og renovering. I efteråret blev der afholdt en velbesøgt koncert med Jørgen Messerschmidt Trio under Bornholms Kulturuge 2024, og nu følger denne aften med jazzmusik.
Koncerten finder sted i Cirkusbygningen i Sandvig fredag den 28. februar kl. 20:00.